Sådan fremstilles en flaske D Argentum

Det starter i maj på en tom mark på Fyn eller i Vellinge, Sverige. Marken tilsås med dild af sorten Mammut. Den spirer, vokser og får kroner, blomster og frø.

84A3377_v2

Henne i august/september, når dilden er blomstret og de første frø begynder at vise sig, skal den høstes – det er her vi får den bedste dildsmag. Op til høsten henter vi løbende prøver som bliver analyseret i gaskromatografen. Ved høst er dildplanten op til en meter høj, men vi bruger kun kronen.
Her ligger dilden og hygger sig i en 7-14 dage (vi holder øje med den!)

Efter høsten

Lige efter høsten lægges dilden på køl. Efterfølgende fragtes den til Den Ny Spritfabriks bygninger i Fredensborg. Når dilden ankommer bliver den straks macereret. Dvs. den kommes i store kar, og der tilsættes sprit og påsættes et låg på. Spritten er blandet op med vand og har en gennemsnitlig alkoholstyrke på 48%. Her ligger dilden og hygger sig i en 7-14 dage (vi holder øje med den!). Derefter tappes den over i kar over to dage – der kommer 20 liter ekstra ud, på andendagen, og de er jo værd at tage med.

Nu har vi et grønt macerat, som lugter sådan lidt kompostagtigt – det er også derfor hjemmebryggerne ikke kan lave en ordentlig dildakvavit, man har brug for et destillationsapparat!

Destillationen

Vi er nu klar til destillationen. Destillation er i bund og grund fordampning og kondensering – som dug på en rude. Under destillationen udskilles alle urenheder og farvestoffer som bliver tilbage i kogedelen. Maceratet er grønt, når det kommer ind i apparatet, og destillatet er farveløst, når det kommer ud. I vores Müller Brenerei destillationsapparat foretager vi en kolonnedestillation. Dvs. destillatet fordamper og kondenseres igen og igen. Destillationen fortsætter, indtil vi når en koncentration på 85-90%. Vi er i øvrigt meget opmærksomme på ikke at medtage forløb og efterløb, og det er derfor, D Argentum er så rund og behagelig.

Det er så vores dilddestillat. Det skal derefter fortyndes og blandes op, så det bliver 40% = vi kører rundt med palleløftere og gaffeltruck. Derefter bliver det kvalitetstestet. Vi tilsætter ikke yderligere ingredienser. Nu er produktet færdigt! I en flaske D Argentum er der brugt syv gram frisk krondild. Det færdige produkt bliver kørt ned til tapperiet i Roskilde i store tanke. Her sørger Pia for, at det bliver tappet og får etiket, prop og banderole på. Voila! Så henter de flinke og effektive folk fra Hans Just det, og kører det ud i butikken.

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.