Smørrebrød og snaps er in

For 10 år siden var det taberagtigt at spise smørrebrød. Men lanceringen af det nordiske køkken har givet den danske klassiker en fortjent revival.

spritfabrikken_blog_smoerrebroed

Det danske smørrebrød har været i krise. Klassikeren, der går på tværs af samfundsklasser og spises af høj som lav, ramte et absolut lavpunkt sammen med de generelle danske køkken: Identitetsløst. Fyldt med forarbejdede produkter fra plastikspande. Og overlæsset med meningsløst pjat som appelsiner og agurker i spagat og umodne tomatbåde.

Nyt dansk køkken

Men pludselig skete der noget. For godt 10 år siden sparkede køkkengeniet Claus Meyer gang i en ny selvbevidsthed omkring det danske køkken. Vi fik at vide, at vores klassiske madtradition faktisk både var sund, sæsonbetinget og værd at være stolt af. De gamle mormorklassikere, der ellers var blevet fortrængt fra den unge generations gryder til fordel for pasta, sushi og thaimad, kom igen i rampelyset.  Det skulle bare laves ordentligt. Med gode råvarer og i respekt for, hvad der var i sæson.

Med Noma og René Redzepi blev dansk gastronomi til et buzzword. Pludselig skulle de kræsne newyorkere også have danske retter, der var umulige at udtale, og med snaps til. Men stadig på solidt gastronomisk niveau.

Snaps & smørrebrød i NYC

I TriBeCa på Manhattan har man allerede i mange år kunnet spise klassisk smørrebrød med marineret sild, hjemmelavet rullepølse, røget ål og kamsteg, og det bliver skyllet ned med godt øl og kvalitetssnaps. Først var det smørrebrødsimperiet Aamanns, der åbnede restauranten Aamanns Copenhagen  – derefter overtog nye ejere og forvandlede det til The Copenhagen. Sådan fremstår den i dag, men stadig på samme klassiske smørrebrødskoncept, hvor akvavitudvalget fylder en hel kolonne af vinkortet.

Kommet for at blive

Smørrebrødet er kommet tilbage for at blive. Den er en aflægger af den nyfundne danske madidentitet, der tager sæsonerne og råvarerne alvorligt, og som respekterer at de retter, mormor lavede  helt fra bunden, som leverpostej, marinerede sild, surribs og sylte, fortjener lige så stor respekt som de internationale køkkeners specialiteter, der hidtil, og i mange årtier, har domineret den gastronomiske dagsorden.

Vi hilser hjertelig velkommen tilbage til det gode smørrebrød – og til den liflige, gyldne akvavit.

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.