22

maj 2015

Salturt o.f.

Salturt o.f.

Salturt sirup, selleri bitters, aurum

En Old Fashioned Cocktail er en dejlig ting, især fordi det er så simpelt at det åbner for at kunne gøres virkelig besværligt. I bund og grund er det er reaktionær og fremskridtsfjendltlig bestilling. Da ordet cocktail første gang bliver nævnt med en definition i 1806 beskrives det som en blanding af sukker, vand, spiritus og bitters. Da Jerry Thomas udgiver førsteudgaven af hans Bon Vivant’s Companion i 1862 er kategorien allerede ved at opblødes (eksempelvis med The Japanese Cocktail – en brandy old fashioned sødet med orgeat) og når vi når 80’erne er den helt åben, og både manhattans, martinis og crustas benævnes under et som cocktails. Så er det reaktionære typer går ind og begynder at bestille en god gammeldags cocktail fra den gang før verden gik af lave og bartenderne begyndte at hælde vermouth og juice i dem.  Bestillingen bliver så populær at Pendennis Club i 1886 sætter en Old Fashioned på deres menukort (og herfra kommer misforståelsen med appelsinskiver, kirsebær og soda) og derfra er resten, om man så må sige, historie.

Nå, men vi skal da også lave en…

Salturt-Old-Fashion_large

Ingredienser:

  • 6 cl D argentum
  • 0,75 cl salturt sirup
  • Dash selleri bitters
  • Citronskal

Fremgangsmåde:

Salturt sirup:
Tag en god håndfuld salturt, og anbring i din blender.
Hæld sukker og vand ved (1:1,5) og kør det ved maksimal omdrejning indtil kanden bliver håndvarm. Kør det derefter gennem et osteklæde. Du står nu med en grøn sirup som smager af salt og frisk græs. Opbevaret på køl kan den sagtens holde smagen en uge.

Selleritinktur køber man i sin velassorterede vinhandel/sprutpusher. Bitter Truth laver en som er rigtig god.

I et stort whiskyglas hælder du nu 1cl af din salturt sirup, et dash (en meget upræcis og udokumenteret måleenhed som alle bartendere er fuldstændig uenige om hvor meget er, men hvis du vender bunden i vejret på en bitterflaske er det så meget der løber ud af sig selv. Hvis du har fat i en dråbepipette så kan du være mere præcis og eksperimentere dig frem til nøjagtig hvor mange dråber du vil bruge) selleritinktur og 6cl dild akvavit.

Rør rundt med en ske eller anden praktisk pind. Husk hvad vi snakkede om med hensyn til vand i denne slags cocktails. Der er is i denne cocktail, det vil sige du skal røre den så den stadig sparker fra sig når du tager den første tår. Ellers bliver den for sjappet inden dine gæster er færdige med den.

Vrid en tynd citronskal over drinken og gnid den på kanten, det tilfører frugt og lidt ekstra bitterhed på læberne.